Bag Let Livsstil står jeg – Dorthe.
Udover at være sygeplejerske, kostvejleder og sundhedsnørd, så er jeg også bare et menneske med begge ben solidt plantet i livet og i naturen. Jeg er gift med Ove, og sammen har vi fire børn og et lille barnebarn, der allerede har stjålet mit hjerte 💛
Familien betyder alt for mig – jeg elsker at være omgivet af mennesker, jeg holder af. Om det er en hyggestund i haven, en kop kaffe med veninderne eller en tur ud i det blå.
🌿 Min kærlighed til naturen følger mig overalt. Jeg elsker en tur i skoven, en gåtur ved stranden, jord under neglene i haven og duften af frisk luft. Du finder mig på både racercykel og mountainbike, og om vinteren spænder jeg med stor glæde skiene på fødderne – jeg har stået på slalom ski i over 30 år og bliver aldrig træt af at suse ned ad bjergene. Om sommeren nyder jeg ferier i bjergene, hvor kombinationen af ro, udsigt og bevægelse giver mig helt ny energi.
Jeg er uddannet sygeplejerske med mere end 25 års erfaring inden for sundhedsfremme og forebyggelse, og har gennem hele mit arbejdsliv haft en stor passion for at hjælpe mennesker til bedre trivsel – både fysisk og mentalt.
Min faglige værktøjskasse er solid og bred:
Jeg er uddannet kostvejleder og slankespecialist fra Nymann-instituttet, og har desuden taget kurser i motivation og forandring, som giver mig en dybere forståelse for, hvad det kræver at skabe varige livsstilsændringer – og hvordan man støtter mennesker i netop dén proces.
Jeg har arbejdet med kostvejledning både individuelt og i gruppeforløb, og har løbende afholdt onlineforløb med stor succes. Derudover har jeg haft fornøjelsen af at undervise personale i kost og sundhed i regi af Langeland Kommune, og jeg har tidligere været tilknyttet Hjerteforeningen som frivillig patientvejleder – et arbejde, jeg brænder for.
Min undervisning og vejledning tager altid afsæt i den enkeltes hverdag og behov – med fokus på overskuelighed, livsglæde og balance. Sundhed skal nemlig ikke være kompliceret. Det skal føles meningsfuldt, virke i praksis – og styrke det hele menneske.